phone Tel: +45 6118 1530 / +34 655 269 991

Rute 14: Kystvej med Deia, 116 km

Dette er en fantastisk smuk rute, som dog efter de første 20 km har et transportstykke på ca. 15 km. Det er man jo ikke vant til når man cykler fra Selva...

Men når man først har nået Esporles og måske drukket en kaffe på det hyggelige torv dér, så venter der en stor oplevelse på kystvejen, der bugter sig i 2-400 meters højde. Deia er berømt for at huse store personligheder som Michael Douglas og Richard Branson, og man forstår dem, hvis de synes området er tiltrækkende.

Efter Deia kommer en flot nedkørsel til Sollér, læs under rute 9 for idéer til frokost.

Turen hjem kunne jo gøres over Puig Major, men denne rute tager den lidt lettere tur over Col de Soller, som fra denne side er en mindst ligeså herlig opkørsel som fra den mere brugte sydlige side. Regulære hårnålesving leder op til den flotte udsigt på toppen.

Herfra går det til Bunyola og videre mod Orient via Col d'Honor. En smuk rute også fra denne side, men vær opmærksom på nedkørslerne. De er smalle, hurtige og skinner solen er der et forvirrende lys mellem træerne. Denne kombination har resulteret i mere end én udrykning hertil, så pas nu på at det ikke bliver dig, der er skyld i den næste. 

Den sidste del af turen er ikke specielt krævende bortset fra knolden på vej mod Lloseta.

 

 

Rute 14 - Deia ny